Asbjørn fylder 40 🎉

1. Hvergang en sommer igen kommer dragende, dvælende, farende hen, er det som kom man i dybet af dagene hjem til sin hjemegn igen. 2. Ude i verden, hvor jorden og himlene skifter i ukendte skær, længes man ind i sit øriges svimlende verden af lunerigt vejr. 3. Åh, at forundres at komme på luftene, let som et løvetandsfrø ned i det syngende, solede, duftende græs på en sommergrøn ø. 4. Her er man hjemme, hvor strømmen og vindene, solen og skyerne går, midt i det nu, som er selve den rindende tråd mellem aldre og år. 5. Her mellem havet og himlen og stenene nynner en langelig sang, samlende alt, som har været, forenende alt som skal være engang. 6. Stranden, den stride, bestormet af vandene, lægger sin vandrende ring lukkende rundt om de varige, standende, enkle og evige ting. 7. Tavse, mens druehyld løfter mod rummene sommerens glødende bær, glider vi ind i den syngende, summende,   susende sommer og er.

1. Nu kommer fuglene igen og lyset vælter pludselig ind Det kommer gennem alle sprækker lyse nætter er tilbage. Alt, hvad der rørte sig blev gemt da du var rejst var det så nemt Men hjertet ved godt, hvad det ønsker sig at pynte sig for dig Du er tilbage, du er hos mig Du er tilbage, med varme dage Du er hos mig 2. Nu kommer lydene igen og verden vælter pludselig in med parasoller og sandaler bølger maler alt i sand Jeg havde huset fuld af vind og nye frugter båret ind Men hjertet ved godt, hvad det ønsker sig at pynte sig for dig Du er tilbage, du er hos mig Du er tilbage, med varme dage Du er hos mig

1. Livet er en morgengave, sjælen er et pilgrimskor. Der står krokus i min have, der står øller på mit bord. Under himlen hænger lærken som et fjernt bevinget frø, for en lærke tænker hverken på at kæmpe eller dø. 2. Her er fredeligt og stille, her er ingen larm og støj. Jeg har sået kruspersille, og et brev med pure løg. Lad alverden slå for panden og bekæmpe spe med spot, jeg vil enes med hinanden og mig selv og ha det godt. 3. Samson gik og styrted’ templer, Peter Freuchen knak sit ben. Ak mod disse to eksempler er min dåd en sølle én. Jeg har aldrig dræbt filistre eller kæmpet med en haj, og når stærke mænd blir bistre, syn’s jeg det er synd for mig. 4. Der er nok som går og sysler med at sprænge kloden væk. Jeg vil ikke ha skærmydsler og kanoner bag min hæk. Mens de andre går og sveder for at gi hinanden lak, vil jeg pusle med rødbeder, selleri og pastinak. 5. Jeg vil ikke slås med bisser, jeg vil så og ikke slå. Selv de rødeste radiser kan man roligt lide på. Der er nok af danske helte som er danske hele dag’n, og går rundt og spænder bælte, mens de råber; Fy for Fan. 6. Tiden går og tiden hverver store mænd til mandig dåd. Jeg reserven blandt reserver bryder ofte ud i gråd. Jeg får nerver og migræne blot jeg skær’ mig på en dolk, og vil hell’re slå min plæne, end slå løs på pæne folk. 7. Livet er en dejlig gave, jorden er en herlig jord. der er øller i min mave, der står krokus på mit bord. Når reserverne skal stille for at splitte kloden ad skriver jeg med kruspersille verdens mindste heltekvad.

1. Vi elsker vort land, når den signede jul tænder stjernen i træet med glans i hvert øje. Når om våren hver fugl, over mark, under strand, lader stemmen til hilsende triller sig bøje: Vi synger din lov over vej, over gade, vi kranser dit navn, når vor høst er i lade, men den skønneste krans, bli’r dog din Sankte Hans! Den er bunden af sommerens hjerter, så varme, så glade. 2. Vi elsker vort land, men ved midsommer mest, når hver sky over marken velsignelsen sender, når af blomster er flest, og når kvæget i spand giver rigeligst gave til flittige hænder; når ikke vi pløjer og harver og tromler, når koen sin middag i kløveren gumler, da går ungdom til dans på dit bud Sankte Hans ret som føllet og lammet, der frit over engen sig tumler. 3. Vi elsker vort land, og med sværdet i hånd skal hver udenvælts fjende beredte os kende, men mod ufredens ånd over mark under strand, vil vi bålet på fædrenes gravhøje tænde hver by har sin heks, og hver sogn sine trolde. Dem vil vi fra livet med glædesblus holde vi vil fred her til lands Sankte Hans, Sankte Hans! Den kan vindes, hvor hjerterne aldrig bli’r tvivlende kolde.

1. Mens jeg ligger musestille her på dydens smalle sti kan jeg mærke græsset kilde mens min ungdom går forbi Det er sommerens soldater der marcherer i min krop stiller sulten med oblater som en synder der gi’r op. 2. Fiskeørnens skarpe øjne kigger på mig med foragt mens de lyse nætters løgne slår mit hjerte ud af takt men så hullet det kan blive hver gang Amor spiller dart bruger han det som sin skive rammer plet med vindens fart. 3. Lad de gamle flammer brænde som et sidste tyst farvel tusind bål på Danmarks strande slukker et for et sig selv og med drømmene der er der midt i virkelighedens sorg hænger hvileløse hjerter på de lyse nætters krog.

1. Ytterst i verden, ytterst i vest kan hende du seile di skute. Kan hende du seile tilfeldig som gjest – kanskje du går der i rute? Uansett treng du et punkt som e fast der du frakte di skjøre last. Det e nok at det står der og brenn – en trofast gammel venn. Har du fyr, har du løkte langs din vei? Har du fyr, et signal om riktig lei? Ei lampe som gløde i mørket og lose dæ ut og frem, som tar dæ bort og hjemmefra, men også tar dæ hjem. 2. Vårherre sa det da jorda vart te: La det bli lys! Og det ble det. Så satte han sol og måne og stjerne opp så vi kunne se det. Men det som Han glemte i skapningens gry va alle de som e dømt til å fly på havet i vær og vind når skodde og mørke sett inn. Har du fyr... 3. Et landemerke førr håp og drøm – helst vil vi la det bemanne der skarven flyr og der seien svøm ute på kanten av landet. Et hus i havet som står han a og gjør en seiler så glad, så glad og rope så sjøen skvett: Æ vil bli sett! Har du fyr ...

1. Bølgende bakker marker, eng og skov frit land, frit land bestå dine brødre er borte dine søstre sover sødt så du må være stærk og stå ret 2. Ryster du på hånden ja så vælter det jo ind over landets grænser ind i stuen i mit hjem vi skal kaste os i bølgerne der slår mod kysten ind frit land, frit for os selv Sommeren var gået, da jeg rev mig på din torn, alt det smukkeste gør ondt. Fra myggestik ved søerne til trådene i bølgerne, der brænder hendes ben. Vi skal kaste os i bølgerne der slår mod kysten ind frit land, frit land, mit sted 3. Tusinde af øjne de har meninger om alt og allesammen tror at deres TV taler sandt jeg skal prøve på at se den lysende idé, men stregen den må trækkes i det sand 4. Tilgiv mine øjne de ser kun fra næsen ned hvordan sku’ jeg ku’ bære hele kloden på mit skød? Hele verdens smerte kommer ikke mine ved frit land, frit land, mit sted Sommeren var gået, da jeg rev mig på din torn, alt det smukkeste gør ondt. Fra myggestik ved søerne til trådene i bølgerne, der brænder hendes ben. Vi skal kaste os i bølgerne der slår mod kysten ind  frit land, frit land, mit sted frit land, frit land, frihed.